Okay, så det kalenderbårne år er ved at rinde ud, og jeg har ærlig talt altid lidt svært ved at tage mig selv højtideligt nok til at skrive noget bevinget om mine personlige erkendelser i forbindelse med årets gang – men jeg er også forælder til to små børn, og det kort har jeg intet problem med fortsat at trække ved akut åndsfattighed. Som følge har jeg (heller ikke i år) oplevet hvad, jeg kunne have ønsket mig af livemusik, men heldigvis kan man godt samle legetøj og madrester op med høretelefoner på, og dét har jeg gjort.
For mig har de væsentligste udgivelser ligget i årets udkanter med en forholdsvis umærkbar forårs- og sommersæson i midten. Men jeg skal satme love for, at de rigtig interessante udgivelser begyndte at fosse ud, da vi ramte efteråret. Lad os prøve med lidt status.
Af tre ting, som jeg vil fremhæve i år som vigtige eller fede, ryger en selvfed hyldest til nærværende magasin ind som det første, jeg vil nævne. Selvom jeg beundrer flere skribenter på konkurrerende magasiner, sætter jeg stor pris på at kommentarsporet på Selvtægt er et sted, hvor man kan diskutere Hartmut Rosa frem for at føre internetkrig fra hver sin råbende skyttegrav. Jeg elsker metal. Jeg elsker i stor udstrækning metalmiljøet. Jeg forstår ikke et behov for eksempelvis at lave “nyhedsposts” med kunstneres transitioner i den ene eller anden retning – med mindre, det selvfølgelig bare handler om at få trafik på en facebookside, for 50+ kommentarer og en masse klik er sikkert en dejlig afveksling for de fleste. Men hvilke kommentarer..
Vi har beskæftiget os flere gange med Solbrud i år, og selvom vi ikke har skrevet om Solbruds exit fra scenen, er det alligevel et bedrøveligt faktum, som jeg har forholdt mig til. Der ligger utroligt mange afspillede minutter af deres bagkatalog bag mig, og i min store ærgrelse over, at det ikke bliver til flere udgivelser bedst som de stillede med lovende hold og en monumental konceptplade, glæder jeg mig over at jeg nåede at møde bandet til lyttesession forud for ‘IIII’ og oplevede dem live i foråret.
Efter min mening var der potentiale til at cementere sig som et af de vigtigste danske black metalbands.
Som en tendens har 2024 demonstreret den overordnede villighed, der for tiden er til at indoperere proggede 70’er-tendenser i udgivelserne, og det må godt fortsætte lidt, før det skal afløses. Orgel og længere udsvævende, og til tider psykedeliske, passager – Pink Floyd har ikke levet forgæves. Det kammer dog til tider også en anelse over, og Opeths nye (udmærkede) album er eksempelvis ikke at finde på min årsliste af den simple årsag, at jeg ikke kan ryste fornemmelsen af at lytte til en moderne progrock/metallet genindspilning af Andrew Lloyd-Webbers ‘Jesus Christ Superstar’ af mig, når jeg hører det.
6 bemærkelsesværdige udgivelser i vilkårlig rækkefølge
Blood Incantation, ‘Absolute Elsewhere’
Bevares, genrekonventioner kan godt fungere. Man kan med rette bemærke, at der er noget i at arbejde inden for et sæt stramme regler og få det til at virke friskt og uforudsigeligt alligevel. Men der er altså også noget ved at at tage de rammer og skylle dem ud i lokummet mens man ufortrødent fordyber sig i synthgøgl, bragende dobbeltpedaler og ubønhørlig dødsgrowl og bare får det til at virke.
Hold nu lige min cykel, hvor er det et fedt album.
Bedsore, ‘Dreaming the Strife for Love’
Vi fortsætter med at skide på genrekonventionerne og hylder endnu et band, som har begået et mesterværk henimod årets afslutning. Også her finder vi 70’er-tendenserne, men uden at det virker som en påklistret læsning af zeitgeist. Det vil uden tvivl figurere på en lang række årslister, og med god grund.
Vægtløs, ‘Aftryk’
‘Aftryk’ hører til de udgivelser, som kom tidligt på året, men som var umulig at forbigå fordi den bare ramte lige dér, hvor man virkelig kan mærke det. Der er en grund til, at vi er begejstrede for Vægtløs her på mediet, og da jeg tog til releasekoncert for pladen på Strafbar, det vidunderlige, kollektiv-drevne, nedlagte mejeri i Øster Skerninge, var det ikke den bedste koncert jeg har oplevet med bandet, men det var fandenedme en autentisk oplevelse, og det excellerer Vægtløs i.
Solbrud, ‘IIII’
Solbruds sidste skive var en fuldtræffer. Jo flere gennemlytninger, jeg har underlagt den, desto mere er den vokset på mig. Jeg er helt med på, at det var opslidende for bandet at arbejde så markant forskelligt fra deres ellers vante gænge, men den demokratisering, det kastede af sig på lydsiden, har altså enormt potentiale. Jeg bliver ikke færdig med pladen foreløbigt.
Múr, ‘Heimsslit’ (musikvideo)
Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive et langt afsnit om både bandets debut og ikke mindst musikvideoen til benævnte nummer som en visualisering af farlig feminisme (og hvem det er til for), men ender med i stedet bare at give den en varm anbefaling som et stykke musikvideokunst. Múr er et af de seneste skud på stammen af lækre ting, der kommer ud af Island, og dem bør man holde øje med.
Iotunn, ‘Kinship’
Som Ronja Røverdatter har sit vårskrig, har jeg min efterårstudetur. I år blev det til Iotunns pragtfulde plade, som blev udgivet bedst som skoven falmede trindt om land.
Det er teknisk dygtigt og vanvittigt stemningsskabende, og jeg håber, at jeg får dem at se på landets spillesteder i 2025.
Af koncerter, der har været optur, vil jeg nævne Eyes til Indisciplinarians 10 års fødselsdagsfest, Katla på Odense Metalfest og Plaguemace til HxC over HCA. Det er ikke svært med et overordnet ønske for næste år; jeg vil gerne se mere livemusik, og så mangler jeg stadig at opleve Kellermensch. Gerne i Esbjerg.
